Årstalen 2014

Om en helt

Kære gæster,
Kære unge,
Kære medarbejdere og
Kære bestyrelse.

Uden mad og drikke duer HELTEN ikke. Så nu duer HELTEN forhåbentlig. Nu hvor vi har fået god mad og drikke.

Men hvem og hvad er en helt?

Hvis vi slår ordet op i Gyldendals ordbog, så er en helt en person, som beundres fordi han eller hun har handlet modigt under farlige forhold.
Men skal man være modig for at være en helt, og skal det være under farlige forhold, måske endda med livet som indsats.
Er en helt én, der handler, og er en helt én, som man skal beundre, og hvad betyder det at være modig?
Eller er en helt en, som man godt kan li, en som man gerne vil ligne eller være ligesom, en som man holder af og gerne vil være sammen med? Er en helt bare ensom du og jeg? Er vi alle sammen helte,og er vi hinandens helte? Kan den ene være mere helt end den anden?

Er du en helt, er du din egen helt, bare dig sådan helt og helt alene?

Er nogle mere helte end andre, skal man se op til sine helte og følge sine helte i tykt og tyndt? Har helte noget med kammerat- og venskaber at gøre, og er venner og kammerater naturlige og selvfølgelige helte? Er Batman, Pippi Langstrømpe og Harry Potter kun superhelte fra film og bøger, eller er de daglige helte, sådan som I kender daglige helte?

Nu tilhører de nok ikke jeres tid og verden. De har en del år på bagen, og I kender dem sikkert slet ikke. Jeg kunne også ha’ taget James Bond, men det bliver det sikkert ikke bedre af. Han er jo også fra min tid. Så derfor går I jo sikkert  ikke rundt og drømmer om at blive en Batman, en Pippi Langstrømpe, en Harry Potter eller en James Bond.

Men jeg ved, at I drømmer. Det ved jeg fra mange snakke,som jeg har haft med flere af jer. Når jeg kigger ud i teltet og ser alle I unge, som sidder her,  så ser jeg en stor forsamling af unge helte.

Under jeres tid i PMU har vi forsøgt at lære jer at blive jeres helt egen helt. På en god måde at lære jer at blive hinandens helte, at lære jer at tro på jer selv og blive jeres egen indre helt. I skal blive en helt i jeres eget liv. Det bliver I, når I kommer op og afsted på arbejde om morgenen. I bliver jeres egen helt, når det går godt på BASEN og I klarer arbejdsopgaverne på værkstederne.

En helt skal også have nogle successer. Tingene skal lykkes, man skal blive bedre til noget.
Det skal gå fremad og ikke tilbage.

En helt er en del af et fællesskab. En helt er accepteret, og har gode og rigtige venner.

At være en helt er ikke at kunne drikke en masse bajere, at ryge hash, at køre uden styrthjelm, at køre to på scooter, at bore knallerten, at begå hærværk, at være en dårlig kammerat, at tage af fælleskassen, at stjæle fra kammeraterne, at sove hele dagen, at være vågen om natten, at lade være med at løse de opgaver, man har i huset. Så er man ikke en helt, men en klovn og et fjols.

Jeg vil gerne, at I lærer at tro på jer selv, at I lærer at have tillid til andre, at I lærer at tro på andre, at I lærer at ville noget, at I lærer at ville lære, at I lærer at I er go’e nok, og at I ikke behøver at fortælle fantastiske historier for at blive accepteret af jer selv og af andre.

For mig er I  hverdagshelte!

På Cafeén er man en helt, når man har været med til at gi’ kunderne en god oplevelse
I køkkenet er man en helt, når man har været med til i går at lave maden til i dag.
Receptionen har helte, der tager mod gæster og deler posten ud og har indrammet beviserne til i dag.
På Keramik laver heltene de smukkeste fade, og har været med til udsmykningen af festteltet og den fine borddækning.
I Væksthuset har helten Sebastian været med til at prikle og passe godt på de mange blomster til dagen og rengøre de grønne områder på Kuben.
I Skoven har vi de fysisk hårde helte, der passer skoven til daglig og slider og slæber i juletræssæsonen og i dag har været med til at rejse festteltet.
På Lyngsågård dyrker heltene jorden og sørger for, at dyrene har et godt liv.
På Drivhjulet og Cykelhjulet arbejder de sorte helte, de ordner cykler, biler og smeder carporte og beslag.
I Serviceafdelingen kører helte græsslåmaskiner og nymaler, hvor der trænges.
På Dan Made med de store projekter, arbejder træheltene. De laver naturlegepladser, transportkasser og altanbunde.
På Fragten arbejder chauffør- og medhjælperheltene. De transporterer større og mindre pakker, kører brødture og er flyttemænd. Fra Fragten var tre store helte sammen med to medarbejdere på nødhjælpstur til Bosnien i forbindelse med de store oversvømmelser i landet. Turen varede en hel uge, og to af de unge var chauffører på turen, og den tredje var chaufførmedhjælper og alle var de nødhjælpere.

Til jer og alle I andre unge.

Godt gået !

I er hverdagens helte.

Ja PMU er befolket med hverdagshelte, og det er vi alle meget stolte af. Vi er glade for at have mødt jer, at være sammen med jer i hverdagen at være sammen med jer, når I er glade, men også når I er kede af det.
Vi er ikke jeres venner, men jeres vejledere, rådgivere og uddannere. Vi er dem som I kan betro jer til, som I kan læne jer op ad,som I kan græde ud ved, som I kan få hjælp af, og så skal vi være dem I kan stole på. Vi er ikke jeres helte, men vi er dem, der gerne vil hjælpe jer med at finde jeres egen indre helt.

Den indre helt, som I kan og skal være stolte af. Men husk, at hvor der er helte, er der også skurke.

Hold jer fra skurkene.

Heltesiden er den lyse og positive side af livet, skurkesiden er den mørke og negative side. Så bliv på den lyse side af vejen, der hvor I kan se hullerne, og bliv væk fra den mørke side, hvor I risikerer at falde ned i de dybe huller.

Kære forældre 

og I der er omkring vores unge.

Jeg har sagt det i alle årene til vores årsafslutning, og jeg vil gerne sige det igen i år. Tak fordi I har betroet det dyrebareste I har til os. Det er vi ydmyge overfor og stolte af.
I har hver især af jer et dejligt ungt menneske, som giver os mange gode oplevelser og ikke mindst udfordringer. De mange udfordringer klarer vi ikke uden et tæt og godt samarbejde med jer. I er vores naturlige og nødvendige samarbejdspartnere, og I er jo nok de, der kender jeres søn eller datter bedst.
Det skal vi respektere og bruge konstruktivt.

Vi vil meget gerne efter aftale med jeres søn eller datter have et tæt samarbejde med jer. Det er gennem samarbejdet, vi kan flytte den unge til at finde den indre helt, og det er den fælles opgave, som vi har.

Kære alle I 

vi tager afsked med i dag

Det er en sorgens dag, fordi vi skal tage afsked med jer. Men mest af alt, så er det en glædens dag, fordi I er kommet så langt. I står nu over for et nyt kapitel i jeres liv. I skal videre, og jeg vil tro, at mange af jer er usikre på, hvor skal I hen.
Hvad skal der ske i fremtiden? Hvad kommer der efter STU’en? Får jeg arbejde? Hvor skal jeg bo? Skal jeg have et ressourceforløb? Skal jeg ind i et nyt uddannelsesforløb?

Spørgsmålene er mange.
Desværre kan vi ikke give jer svarene. Der mangler noget i de tilbud, som I får tilbudt, når I er færdige med STU’en.

Så derfor fortsætter kampen for ligeværdighed. Den er først lige begyndt.

Vi har gjort, hvad vi kunne, vi har gjort vort bedste, vi håber, I har fået noget med fra jeres STU forløb og fra jeres år i PMU.
Vi håber, I er blevet klogere på livet, og at I har fået gode oplevelser og læring med i rygsækken. Og husk, vi vil altid være der for jer. I er med i den store PMU familie.

Jeg vil gerne slutte af med et par linjer fra Kim Larsens sang om alle de smukke unge mennesker:

”Hvad er det de vil med livet

det kan de kun selv forstå.”

Men jeg spørger bare, får vores unge mulighederne for at forstå, hvad de vil med livet?

Til slut et rigtig stort fælles til lykke.