Livet efter PMU – Jeg har forfulgt min drøm

I 2012 færdiggjorde Rasmus Agocs Jensen sit STU-forløb i PMU. Han forlod PMU med en rygsæk pakket med gode venner, en forstærket selvtillid og ikke mindst en klar ide om, hvad han ville med sit liv. Rasmus ville være kok. I dag 2 år senere har Rasmus forfulgt sin drøm og er i gang med at uddanne sig til kok på Foodcollege i Aalborg – og han er vild med det.

”Jeg er bare bedst til at bruge hænderne”. Sådan starter Rasmus, når han skal beskrive, hvorfor han vil være kok. Det har dog ikke altid ligget i kortene, at Rasmus skulle bevæge sig i gastronomiens retning. For når Rasmus’ klassekammerater i folkeskolen havde hjemkundskab, modtog Rasmus special-undervisning i matematik. Det til trods havde Rasmus selv et ønske om at lære at lave mad:

“Jeg havde kun hjemkundskab få gange, men jeg ville rigtig gerne lære at lave mad, så jeg kunne blive klar til at flytte hjemmefra. Så derfor valgte jeg at komme i praktik, da jeg var færdig på efterskole. Jeg kom i praktik ved Henrik i køkkenet hos PMU og det var en rigtig god oplevelse. Derfra hængte interessen for kokkefaget ligesom ved.”

Rasmus begyndte efterfølgende sit STU-forløb i PMU, hvor han brugte en stor del af sine timer i PMUs køkken. Han prøvede også andre værksteder af i PMU, men han var ikke i tvivl. Det var køkkenet, han var vild med.

Når arbejdet bærer frugt
Rasmus bor i dag i Aalborg sammen med kæresten Pernille. De kan begge godt lide at arbejde med og lave mad – Pernille arbejder nemlig som bager og har også uddannet sig på Foodcollege. Rasmus er igang med sit 40 ugers grundforløb, og forklarer, at hans tid i PMU og den efterfølgende tid på et EGU-forløb har klædt ham på til uddannelsen:

“Jeg kan mærke, at det jeg har lært ved PMU og senere på AMU, det bærer frugt nu. Jeg har lært noget, som jeg faktisk bruger nu til at komme igennem min kokkeuddannelse.”

Rasmus synes også, at det både er de faglige og sociale kompetencer, som han har udviklet i PMU:

”Det bedste ved muligheder som PMU er, at man lærer at arbejde. Man lærer, at tingene har en konsekvens – at man skal møde op på et bestemt tidspunkt, fordi der er nogen, der er afhængige af det arbejde, du laver. Man lærer faktisk, hvordan det er ude i virkeligheden.”

Det handler om at tro på sig selv
Rasmus bor tæt på Foodcollege og nyder, at han først skal møde kl 8.15. Han fortæller, at han altid møder til tiden, selvom det kræver disciplin. Det er interessen, der driver ham. Men han mener også, at det handler om at tro på sig selv.

“Henrik har altid fortalt mig, at jeg skulle lære at følge min egen intuition. Jeg skulle stole på, at jeg gjorde det rigtige. Han sagde til mig: Rasmus, du ved godt, hvad du skal gøre. Og han havde ret, jeg vidste det godt. Så nu gør jeg bare tingene.”

Derfor er Rasmus råd til andre unge i samme situation også, at de skal tro på det:

“Hvis jeg skal give et råd til andre, som ligesom mig har lidt svært ved det boglige, så vil jeg sige, at du skal jagte din drøm og kæmpe for det, fordi intet er umuligt. Du kan blive, hvad du vil, så længe du arbejder for det. Men jeg tror også, at det handler om at forstå, at intet bliver serveret for dig.”

Ude i fremtiden
Rasmus vil tage små skridt af gangen. Men han håber på, at han om 10 år arbejder som kok, og at han og Pernille har fået et dejligt hus. Ja, og så måske nogle børn.

Rasmus