Mere end bare træ – en ekskursion til Hjørring Kraftvarmeværk

Skovværkstedet og Væksthusets elever har været på ekskursion til Hjørring Kraftvarmeværk, der aftager en stor mængde flis fra Tolne Skov.

Af faglærer på Skovværkstedet John Landergren

Tirsdag den 31. januar – efter en solid morgenmad og gennemgang af dagens program –  kørte skovværkstedet og Væksthuset afsted til Hjørring Kraftvarmeværk. Her mødtes vi med vores rundviser Per Larsson, som guidede vores tur i de næste par timer.

Først så vi de gamle kedler, som løbende er moderniseret fra at fyre med svær fuel-olie, over kul og gas og frem til i dag, hvor der i stort omfang anvendes træpiller og flis, som er mindre forurenende.

Så gik turen til det nyopførte flisfyrede kraft/-varmeværk, som kan forsyne hele Hjørring med fjernvarme og en stor mængde elektricitet oveni. Vi så modtagelsen af flis, hvor lastbiler ustandselig tipper flis i en stor lager-grav, hvor to enorme automatiske kraner fører flisen frem til fyret, hvor den afbrændes. Vi kunne gennem nogle ruder følge forbrændingen, vi har aldrig set så stort og kraftigt et bål før. Vi overværede også udtagning af prøver fra de forskellige leverancer, så man kan bestemme vandindholdet i flisen og dermed bestemme afregningsprisen til skoven.

Efter at have fået svar på vores spørgsmål kørte vi til Uggerby Plantage, hvor vi skulle se 4 nyopførte sheltere. Vi var også blevet sultne, og heldigvis havde alle madpakker med. Der var lidt køligt, så det var godt, at vi var forberedte med medbragt brænde til et bål og kakao. Hendrik var vores fotograf dagen igennem, og har valgt de 3 billeder, som kan ses på vores facebookside.