Temadag for vejledere om Unge & Hash

[ssba_hide]

Idag afholdte PMU Kursus- og Konferencecenter et kursus om unge, hash og den motiverende samtale for alle medarbejdere. Det var givtigt og spændende kursus, som i høj grad satte den unge og dialogen med denne i fokus: Hvordan forholder vi os til vores unge, hvis de har et forbrug eller misbrug af hash? Hvordan undgår man at blive en løftet pegefinger, der dikterer rigtig og forkert? Hvad vil det sige at forbruge hash og misbruge hash? Hvad betyder hash for unge med ADHD?

Kurset tog udgangspunkt i Motivational Interviewing, eller på dansk; den motiverende samtale, som er en tilgang til at støtte og finde motivation til forandring. Den motiverende samtale er sammen med kognitiv adfærdsterapi blandt de mest evidensbaserende tilgange og har fundet solid indpas i både skolevæsnet, psykiatrien, socialpsykiatrien, fængsler og institutioner.

Underviseren var cand.psyk.aut Allan Fohlmann, som har mange års erfaring med at arbejde med MI, psykiske lidelser, socialpsykiatri, misbrug og anden uhensigtsmæssig adfærd. Allan Fohlmann er medlem af det internationale MINT-netværket (Motivational Interviewing Network of Trainers) og har bla. været tilknyttet uddannelsesforløb i Københavns Kommunes SOF akademi. Du kan læse mere om Allan Fohlmann på www.kognitioner.dk.

På programmet var problemstillinger såsom:

  • Hash, unge og forandring
  • Hvorfor forandrer vi os? Grundbegreberne i den motiverende samtale
  • Ånden – Hvad er det, vi forsøger at udstråle i relationen og i samarbejdet med den unge
  • Principperne – hvorledes guider vi os selv i samtalen og husker ånden?
  • Forandringsudsagn – hvad er det og hvordan griber man dem?
  • Metoderne – at få stillet de rigtige åbnende spørgsmål, gode anerkendelser i praksis, refleksiv lytning og opsummering
  • Strategierne – hvad kan vi gøre, når vi ikke ved, hvad vi skal gøre og når det går lidt i stå?
  • Om Hashsamtalen mellem ung og forældre – Hvad kan vi gøre for at inddrage forældrene og hvordan kan den motiverende samtale hjælpe der?

Kurset vekslede mellem oplæg og øvelser, hvilket åbnede op for nogle gode diskussioner og refleksioner blandt medarbejderne.

Vi takker Allan Fohlmann for en spændende og også underholdende dag.

Kursus om hash og unge